Sommer hos Sommer ... lørdag den 6. oktober 2007
Lørdag d. 6. oktober gik busturen til Ole Sommers Automobilmuseum ved Nærum på Sjælland.
De første deltagere på turen blev samlet op kl 7.00 på Thy, så alle havde været tidligt oppe.
Efter nogle hyggelige timer i bussen med et par enkelte spise-og rygepauser, ankom vi til Sommer-museet
og nu var vejret skiftet fra særdeles tåget til særdeles sommer-agtigt…deraf overskriften!
Her mødtes vi med en snes medlemmer fra den sjællandske PV-klub, som også skulle med på rundvisningen hos Ole Sommer.
Vi blev delt i to hold, og så blev der ellers fortalt om biler og andre køretøjer til den store guldmedalje.
Museet kører for øjeblikket en særudstilling om, hvordan Danmark kom på hjul igen efter 2. verdenskrig.
Udover det fik vi også historien om Sommers Volvo-forretning med både personvogne og lastvogne, som han i dag dog har solgt. Nu driver han blot museet for at have noget at rive i.
Vi så ikke bare flere pragteksemplarer af gamle Volvo’er men også specialbyggede biler som Jokeren, OScar og Volvo Special, fra Sommers tid som Volvo-importør.
Derudover blev vi i kælderen præsenteret for hans store passion en fin samling af Jaguarer.
Efter rundvisningen på museet fortsatte vi til Lillerød Skole, hvor vi blev budt velkommen af PV-klubben.
Hér havde Johnny Kyed, klubbens ivrige bibliotekar og samler, fundet mange fine ting frem fra gemmerne alt lige fra alskens Volvo rep.håndbøger, flotte billeder af Volvo’er, gamle reklamer til menukortet fra indvielsen af Torslanda-fabrikken i 1964.
Der var rigtigt mange spændende ting at kigge på.
Efter nogle timers hyggeligt samvær og indtagelse af en kæmpe stak pizzaer, satte vi kurs mod vest.
Hjemturen blev vældig lystig med masser af snak og kåring af turens quizvinder.
Stor tak til PV-klubben for at de ville mødes med os til et hyggeligt arrangement tak til Dan for at være turens bussedesse og tak til alle deltagere som bidrog til den gode stemning.
> Gå til forrige side <
|